"Jeg er verdens lys", siger Jesus. Men ikke nok med det, for han siger også: "I er verdens lys". Henvendt til os alle, så vi forstår, at det er meningen med vores liv, at vi skal være lys i hinandens liv.
Det har vi brug for at holde hinanden fast på, når vintermørket er allermørkest. "Midvinter". "Kjørmes Knud". "Kyndelmisse" - eller på latin "Candelarum Missa" - altså Lysmesse. I gamle dage, i starten af februar, når halvdelen af vinteren var gået, optalte man sit madforråd, og hvis man havde mad nok, holdt man fest med pandekager og flæsk. Man fejrede, at nu var halvdelen af den bitre vinter gået. Vi vil fejre denne aften i Rostrup Kirke med stearinlys, læsninger, bøn, og vinterens sange og salmer. Kirkekoret medvirker i samarbejde med vores formidable violinist Knud Erik Stengaard. Efter gudstjenesten vil der blive serveret varme pandekager.